Skeletter i skabet 4: Gravslægt
“Du ligger bare helt stille, dødsbarn!” En mand sigtede på mig med en revolver. Mit hoved var stadig omtåget, men langsomt sneg forståelsen sig ind.
De troede, at jeg var Devon. “Vent. Jeg er ikke et dødsbarn …” Min stemme var underligt ru. “Ikke et dødsbarn? Hvad er så det, du har lige der?” Han satte revolverens munding mod min pande. Lige der hvor dødsmærket ville have været, eller nej vent, lige der hvor dødsmærket var. Devon havde jo malet det, da han gjorde mig klar til at holde tale … Devon har overtaget Zantora med en hær af dødsbørn. Han vil bygge en ny verden, hvor dødsbørnene kan leve i fred med de andre borgere, men hans metoder er alt andet end fredelige. Devon bruger Davie som dobbeltgænger, og Davie må træffe nogle svære beslutninger i sit forsøg på at redde byen og sig selv … Gravslægt er fjerde og sidste bind i fantasy-serien Skeletter i skabet. Bogens omslag er lavet af Rasmus Jensen. Se bogtraileren for Gravslægt her: Bogtraileren er lavet af Søren Klok.
|
Anmeldelser af Gravslægt
"… noget af det mest originale fantasy, der er skrevet i årevis."
Steffen Larsen, Politiken "'Skeletter i skabet' er en fuldfed fantasy-serie, som man bliver suget ind i og kun nødigt giver slip på. […] Der er ingen tvivl om, at Skeletter i skabet holder hele vejen." Emil Blichfeldt, Weekendavisen "Nicole Boyle Rødtnes er absolut ikke bange for at udsætte sin hovedperson for de mest frygtelige ting, og det giver en meget mere dynamisk, uforudsigelig og nervepirrende handling med god chok-effekt.” Jakob Stegelmann, DR Troldspejlet ★★★★★★★★★★ "4. og sidste bind i serien Skeletter i skabet er ligeså spændende som de foregående bind i serien. […] Jeg kommer til at savne Davie og alle de andre nu hvor serien er slut, men så kan man jo heldigvis læse serien igen og igen. Bogen kan varmt anbefales.” Boggnasker.dk “Nicole Boyle Rødtnes gør det rigtig godt, hun har en god fantasi, skriver fremragende og tryllebinder læseren. Jeg vil klart anbefale bøgerne til de fantasy-hungrende sjæle.” Rikke A. Jensen, Andrups Bookshelf "Det er muligt, at 'Skeletter i skabet' er en børne/ungdoms-serie, men jeg kan på det varmeste anbefale den til voksne også. Jeg har følt mig top-underholdt hele vejen igennem, og Rødtnes slutter serien i samme høje tempo og med samme sikkerhed, som resten af bøgerne er skrevet i. Læs dem …" Jette, Gyseren.dk “Alt i alt så læste jeg bogen på en dag for så spændende var den og dens tempo holdt hele bogen igennem. Det er helt sikkert en serie jeg vil anbefale alle for den er hamrende god. Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til Zantora universet, men man kan jo altid genlæse bøgerne igen for det kan de sagtens tåle.” Ingrid, Medics lille hyggelige hjørne "Gravslægt får samlet trådene fra de tre første bind til en god og spændende slutning. Det er et fantasifuldt, interessant og godt opbygget univers hvori historien finder sted. Ideen med at gøre det gamle ordsprog om at nogen kan have 'skeletter i skabet' konkrete, så der nu rent faktisk er et skelet som vogter på familien og forsøger at vogte familiens hemmeligheder, er rigtigt godt udført. I det hele taget er der rigtig mange gode og sjove ideer i historiens univers, og bøgerne er godt og fængende skrevet." Thomas Winther, Himmelskibet nr. 36 |