Elverskud 1: Skæbnedans
"Jeg tror ikke, man kan se det. Kan man?”
Jeg hiver forsigtigt lidt ned i hendes kjole. Den lille stribe af hud mellem skulderbladene ophører, og jeg kan se væggens brune træbrædder igennem hende. “Hvis den glider bare en centimeter ned, kan man se det.” Jeg har gåsehud på armene. Det får jeg altid, når jeg ser på hullet. Selvom jeg har set det hundrede gange før. Selvom vi alle tre har et. Man siger, elverne er hule i ryggen, fordi de ikke har nogen sjæl. Det er sådan, heltene i eventyrene kan gennemskue dem. Jeg har aldrig glemt min dansklærers ord … Birke og hendes to søstre danser en gang om måneden for byens borgere. Ikke af lyst, men for at overleve. De er af elverblod. De har det fra deres mor, der forelskede sig i et menneske og døde under fødslen. Siden da har deres far gjort alt for give dem et så almindeligt liv som muligt. Men helt almindelig bliver man aldrig, når man er gennemsigtig i ryggen og med et forkert blik kan drive en fyr til vanvid … Skæbnedans er første bind i trilogien Elverskud. Skæbnedans var nomineret til Orla-prisen 2014 og Bookeaterprisen 2014. Læs mere om bogen her. Bogens omslag er lavet af Marlene Diemar/Imperiet. |
Anmeldelser af Skæbnedans★★★★★
"Spændende og anderledes kærlighedshistorie med masser af magi." Palles gavebod ★★★★★ "Endnu et pletskud fra Nicole Boyle Rødtnes." Rikke Andrup, Andrup's Bookshelf ★★★★★ Sabrinas blog "’Skæbnedans’, der er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes og er første bind i serien ’Elverskud’ er ikke kun virkelig flot skrevet, den er også utrolig godt fundet på. Ved at bruge de hulryggede, dansende elvere fra de gamle nordiske folkeviser som udgangspunkt for elver-karaktererne i bogen, har forfatteren bragt en hel del originalitet til historien, og det gør den også mere realistisk." Boggnasker.dk "Nicole Boyle Rødtnes har virkelig formået at skabe en spændende, letlæst, indlevende bog, hvor siderne vender sig og hvor man hele tiden spekulerer på hvad der mon sker i næste kapitel, og om Birke vil få læst sine problemer." cautious.dk "Nicole Boyle Rødtnes har skabt et almindeligt dansk provins-miljø, som har nogle fantastiske undertoner. Jeg var grebet fra side 1 og skal selvfølgelig læse 2’eren …" Bogbixen.dk "Spændende magisk kærlighedsfortælling med masser af uventede drejninger. Bogen er en forfriskende fornyelse af paranormal romance-genren og indeholder absolut ingen vampyrer! I stedet leverer den et nordisk bidrag til genren med masser af figurer fra danske folkesagn. Jeg er vild med Nicole Boyle Rødtnes´ sprog, og glæder mig allerede til næste bind i serien." Kirsten Bloch, Læsehest med fantasy "Skæbnedans er første bind i Nicole Boyle Rødtnes nye triologi Elverskud. Det er en fascinerende og fortryllende verden, hun har skabt. Med sikker hånd lokker hun sine læsere til at tro på både elvere og åmænd." Rikke Dyrhave, Æseløre.dk "Kan anbefales til piger, som har lyst til at læse magiske bøger krydret med spirende kærlighed." Ringkjøbing-Skjern Bibliotekerne "SKÆBNEDANS var virkelig en god bog! Jeg slugte den på ingen tid, jeg elskede elverne, elskede Birke og elskede historien. Jeg kunne godt have brugt en anden love interest, men hey – resten er freaking fantastisk! Jeg er så klar på at læse næste bog i serien snart. I need me some more elves, y’all!" Susanne, Sus' bogblog "Nicole Boyle Rødtnes er altid god for en velskrevet og fængende historie. Det er første gang jeg læser hendes fantasybøger, men jeg kan konstatere, de mindst er ligeså gode som Hul i hovedet og XY. Selvom bøgerne er forskellige kredser tematikerne om kærlighed og identitet." Bente Skou, Trolderier |