Ar fra mit glemte liv
”Hvad laver du her?” spørger han. ”Du kan sgu ikke bare dukke op …” Han vender sig om, og jeg frygter, at han vil gå sin vej. Så jeg gør det første, der falder mig ind: Griber hårdt fat i min paryk og trækker til. Og så står jeg der. Med en fuglerede af hår i hånden og mit skaldede hoved. Han står og måber.
”Jeg har fået fjernet en hjernetumor,” siger jeg. ”Og har mistet hukommelsen. Jeg kan ikke huske noget. Men jeg tror, jeg kan huske dig …” Efter en hjerneoperation vågner Lærke uden minder – men med en krop fuld af ar og tatoveringer, som hun ikke ved, hvor stammer fra. Hendes eneste spor er den dagbog, hun skrev til sig selv inden operationen. I glimt kommer hun i tanke om Alexander, men i dagbogen er alt om ham streget ud. Kun en enkelt advarsel står tilbage: Hold dig væk! Ar fra mit glemte liv er del af en tematisk trilogi om kærlighed og identitet. Trilogien indeholder også: Hul i hovedet, som handler om pigen Vega, der efter en hjerneblødning mister sit sprog. Hele hendes liv vendes på hovedet, indtil hun møder Theo, som også har mistet evnen til at tale – men kan man elske uden ord? XY, der handler om 15-årige Asta, som finder ud af, at hun genetisk er en dreng. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker, indtil hun en dag møder Christoffer. Asta forelsker sig, men kan man elske uden køn? Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Omslaget til Ar fra mit glemte liv er lavet af Marlene Diemar/Imperiet. |
Anmeldelser af Ar fra mit glemte liv★★★★★★
"Jeg har været utrolig vild med hele trilogien og jeg elskede ’Ar fra mit glemte liv’ lige så højt. Jeg er rigtig ked af, at det nu er slut med disse letlæselige bøger med store temaer og budskaber." De unges ord ★★★★★ "Nicole har uden tvivl gjort det igen! Skrevet en smuk, skræmmende og rørende fortælling om kærlighed, venskab og svigt, fra dem der burde passe på en. Nicole afslutter sin fantastiske ungdomsserie om sygdom med endnu et mesterstykke. Hvis du endnu ikke har læst Hul i hovedet og XY - så kom i gang. For det er virkelige, nærværende og stærke historier om hvad der sker når en sygdom gør hverdagen svær og uhåndterlig." Line Dalbro, Forestilling om paradis ★★★★★ "Den her var genial" Pipalukbook ★★★★★ "Det er en virkelig intens, fantastisk og anbefalelsesværdig læseoplevelse, som det kun kan gå for langsomt med at komme i gang med!" Reading Raindrops ★★★★★ "endnu et YA realisme pletskud på Nicole Boyle Rødtnes' målskive." Bibliotekat ★★★★★ "Er du til spændende YA-litteratur? Så er denne her bog helt perfekt. Den har bare det hele og mere til, og så er det en rigtigt fin kærlighedshistorie samtidig med hele hjerne/sygdomsdelen. Jeg er i hvert fald fan og jeg synes Nicole Boyle Rødtnes skriver skide godt. Fantastisk historie!" Lunas kaffekrog ★★★★★ "Ligesom de andre to bøger ‘Hul i hovedet’ og XY’ så bliver vi præsenteret for helt normale ungdomsproblematikker om identitet, kærlighed og sorg, pakket ind i en spændende fortælling der fastholder læseren og skrevet i et fyldende sprog, der ligesom de andre bøger bærer præg af målgruppen med sit mix af historiefortællende og ungdomsindviet fortællersprog. Nena Skov, NenaSkov.dk "Nicoles trilogi om identitet og kærlighed er perfekte ungdomsbøger, bøger der kunne være tapetet til ungdommen, sådan som Liv og Alexander-bøgerne, Louise-trilogien eller Martin og Victoria var til min." Bente Skou, Trolderier "Ar fra mit glemte liv er skrevet i øjenhøjde til unge og er et perfekt bud på dansk YA-litteratur i den realistiske genre, når det er bedst. Det er en meget rørende roman, som lige så stille folder sig ud foran læseren." Eva Lucia, Reviews & Literature "Jeg skulle kun læse starten, og så skulle jeg tilbage til arbejdet. Planen holdt ikke, MEN det er ikke min skyld - jeg fratager mig alt ansvar - det er bogens skyld! Den er simpelthen så fængende! Det hele fungerede i bogen. Vekslen mellem flashbacks og nutiden er rigtig god." Bookeater.dk "Gribende ungdomsroman om et svært emne med et levende, nutidigt og troværdigt sprog." Lektør |