Det løfte du gav mig
"Vi elsker hinanden, men du … du kom i vejen. Du ødelagde alt.” Katrines stemme er skinger.
Og midt på den hårde, våde asfalt i vores indkørsel bliver jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt hun faktisk elsker dig mere, end jeg gør. Om hendes syge, kvælende kærlighed på en eller anden måde er stærkere end min? Den dunkende smerte snor sig i kroppen og fortærer alle tanker … Hvert sted hun har sparket. Hvert sted hun har slået. Hver finger hun har brækket … Hvad gør man, når man elsker en fyr så meget, at man ikke kan leve uden ham? Da Astrid møder Alex, forelsker hun sig med det samme, men Alex har allerede en kæreste, og Katrine er dødeligt afhængig af ham. Det løfte du gav mig er en rå ungdomsbog om pigevold og umulig, grænseløs kærlighed. Bogens omslag er lavet af Nick Clausen. Undervisningsmateriale Det løfte du gav mig henvender sig til elever i 7-10. klasse samt gymnasiet.
|
Anmeldelser af Det løfte du gav mig (tidligere Bitchen imellem os)★★★★★★
"Et moderne mesterværk." Peter Kock Henrichsen, Kultur for unge. "Bitchen imellem os er en virkelig velskrevet brutal bog om mennesker, kærlighed og vold. Bogen er skrevet i et flydende sprog, den er gennem-researchet, men først og fremmest er personerne nuancerede og troværdige." Emil Blichfeldt, Bogblogger.dk "Jeg ved godt man ikke læser i arbejdstiden, men jeg kunne altså ikke lade være. Bogen er spændende og gribende. Rå, jeg har sagt det før men nu siger jeg det igen, den er bare så rå, rå, rå, rå og man er ikke i tvivl. Lige fra første side af ved man at det er en god og rå bog, og man behøver ikke læse de første 50 sider før spændingen kommer luskende, nej den er der fra starten. Bogen kan helt klart anbefales! (Hvis du altså kan lide det rå ;) )" Elisabeth, boggnasker.dk "Sproget er levende og fænger ved første bogstav. Stilen er barsk, og trænger ind under huden. Kapitlerne skifter fokus og synsvinkel, så de to piger skiftevis fortæller deres historie." Lotte Lykke Simonsen, bibliotekernes lektør "Alt i alt en fængslende, uhyggelig og velfortalt ungdomsroman, som belyser en voksende problematik i ungdomsmiljøet: nemlig den stigende brutalitet i volden blandt helt unge piger." Helle Friis Mikkelsen, Folkeskolen.dk "Bitchen imellem os er en af den slags bøger, der giver kuldegysninger. Katrine og Astrid skiftes til at fortælle historien. Og det virker godt. På den måde får vi hele historien. Det er uhyggeligt at være inde i hovedet på Katrine. Nicole Boyle Rødtnes har skabt en person, som man helt tror på. Katrine kan ikke handle anderledes. Bogen er skrevet i et enkelt sprog. Der er ikke noget fyld. Kun den bare fortælling. Og det er fedt. Det er råt." Rikke Dyrhave Nissen, Fortællingen.dk "Det er en meget barsk bog, som er meget fængende skrevet. Hvert kapitel starter med en lille bid af en scene fra Astrid og Katrines store opgør, og for hver scene bliver volden mere og mere ekstrem. Alting kører fuldstændigt af sporet. Det er en virkelig god og stærk bog, som varmt kan anbefales." Louise, Albertslunds Biblioteks børneblog |